Sax, Mule & co : Marcel Mule ou l’éloquence du son PDF

En sax, Mule & co : Marcel Mule ou l’éloquence du son PDF er et transponerende instrument af typen træblæser, selvom den normalt er lavet af messing. Grunden til at saxofonen er kategoriseret som en træblæser, er at saxofonbladet typisk er lavet af træ, og uden et saxofonblad kan man ikke få lyd ud af instrumentet. De almindeligste typer er sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofoner. Sopransaxofoner er stemt i Bb eller C.


LE SAXOPHONE doit tout ou presque à deux noms… Sax bien sûr, qui fut son inventeur, au XIXe siècle. Et Mule qui, au XXe siècle, comme illustre virtuose et pédagogue d’exception, fit rayonner cet instrument dans le monde entier. Marcel Mule ne se contenta pas en effet de jouer comme soliste des plus grands orchestres, sous la direction de Charles Münch ou de Herbert von Karajan, et de créer un prestigieux Quatuor de saxophones qui porta son nom et fut célébré aussi bien en Europe que sur le continent américain et en Asie. Il réussit également à réintroduire le saxophone au Conservatoire de Paris, à créer une classe et à la pérenniser. Né à Aube en Normandie en 1901, Marcel Mule est mort en décembre 2001. Mais il revit parmi nous grâce à ce livre qui contient le texte d’un entretien que le maître avait accordé à la fin du siècle dernier. Un discours plein de vie, d’enthousiasme, mais aussi d’une lucidité sans faille sur cet instrument de musique relativement récent qu’est le saxophone et les problèmes auxquels sont toujours confrontés les saxophonistes. S’exprimant en toute liberté, Marcel Mule rétablit certaines vérités, met en garde contre des évolutions qui risquent d’avoir les plus regrettables conséquences, et appelle les compositeurs du monde à s’associer à un renouveau de la création artistique autour du saxophone. A travers lui et son témoignage capital, c’est à la fois un siècle de musique qui est passé en revue et sans doute une nouvelle ère qui s’amorce… Avec un mini-dictionnaire de 200 compositeurs pour saxophone

Tenorsaxofoner er stemt i Bb, mens altsaxofoner og barytonsaxofoner er stemt i Eb. Sopransaxofonen ligner overfladisk set en klarinet i det den i modsætning til de øvrige saxofoner er lige, mens de andre typer er bøjede i S-form. Dog med den vigtige forskel, at saxofonen er konisk boret imodsætning til den cylindriske klarinet. Saxofonen bruges i de fleste genrer.

Klangemæssigt spænder saxofonen over toenhalv oktav. De to oktaver fra dybt til højt D betragtes som normalområdet. En af Adolphe Sax’ opdagelser var, at et instruments klang defineres af den form luftsøjlen svinger i, hvorfor materialet ikke har afgørende indflydelse på den grundlæggende klang. Saxofonens lyd dannes ved bladets svingning mod mundstykket.

Det fastspændte blad af bambus sættes i svingninger af den indbæste luft. Det er muligt at danne toner, der spænder over en oktav med mundstykket alene. Mundstykkets udformning har stor indflydelse på, hvordan saxofonens klang og intonation bliver. Bladet er slebet, så det er plant på undersiden, og skåret til, så det passer med mundstykkets form. I den ende, der vender mod mundstykkets åbning, der bladet skåret og slebet tyndt. Hårdheden beskrives oftes med et tal fra 1 til 5, hvor 1 betegner et blødt blad mens 5 er et meget hårdt blad. Det er nemmest at spille med et blødt blad, men hårde blade giver ofte en bedre lyd, og de holder længere.

Der er stor forskel på, hvor længe et blad holder. Nogle kan man spille på i ugevis, andre bliver hurtigt slappe, og klangen forringes væsentligt. Et ligatur er den mekanisme som holder bladet fast på mundstykket. På en saxofon bruges stort set samme greb som på en sopranblokfløjte. Man skifter oktav med en klap bag på saxofonen.

Den betjenes med venstre hånds tommelfinger. Som hovedregel bruges flere fingre til de dybe toner end de høje bortset fra skift i oktav. Enkelte toner som for eksempel det midterste Bb kan spilles på flere måder. Nogle klapper er monteret så de som udgangspunkt er lukkede. Dette overtoneprincip kræver en veludviklet teknik, men regnes i dag for et integreret del af registret hos den professionelle saxofonist. Co : Marcel Mule ou L’éloquence du son : entretiens.

Denne side blev senest ændret den 12. En saxofon er et transponerende instrument af typen træblæser, selvom den normalt er lavet af messing. Grunden til at saxofonen er kategoriseret som en træblæser, er at saxofonbladet typisk er lavet af træ, og uden et saxofonblad kan man ikke få lyd ud af instrumentet. De almindeligste typer er sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofoner. Sopransaxofoner er stemt i Bb eller C. Tenorsaxofoner er stemt i Bb, mens altsaxofoner og barytonsaxofoner er stemt i Eb.

Sopransaxofonen ligner overfladisk set en klarinet i det den i modsætning til de øvrige saxofoner er lige, mens de andre typer er bøjede i S-form. Dog med den vigtige forskel, at saxofonen er konisk boret imodsætning til den cylindriske klarinet. Saxofonen bruges i de fleste genrer. Klangemæssigt spænder saxofonen over toenhalv oktav.

De to oktaver fra dybt til højt D betragtes som normalområdet. En af Adolphe Sax’ opdagelser var, at et instruments klang defineres af den form luftsøjlen svinger i, hvorfor materialet ikke har afgørende indflydelse på den grundlæggende klang. Saxofonens lyd dannes ved bladets svingning mod mundstykket. Det fastspændte blad af bambus sættes i svingninger af den indbæste luft. Det er muligt at danne toner, der spænder over en oktav med mundstykket alene.